Den betydningsfulde ekspressionist Emil Nolde (1867–1956) delte sit liv mellem land og by – mellem sin sommerbolig i det, der nu er den dansk-tyske grænseregion, og en atelierlejlighed om vinteren i Berlin. I disse to meget forskellige verdener fandt han inspiration til sin kunst: på den ene side i sin afsidesliggende hjemegn og på den anden side i den pulserende storby. Her tilbragte ægteparret Nolde vintermånederne; fra 1910 kunne de leje en atelierlejlighed på Tauentzienstraße og fra 1929 på Bayernallee i bydelen Westend.

Billedkunstnere blev i begyndelsen af det 20. århundrede magnetisk tiltrukket af en af Europas vigtigste metropoler. Berlins natteliv med dans, teater og kabaret blev også en inspirationskilde for Emil Nolde. Især i årene 1910/11 udforskede han storbyen i sine malerier. Max Reinhardt, intendant ved Deutsches Theater og Kammerspiele, gav Nolde fribilletter. I den mørke sal, assisteret af Ada, malede Nolde med hurtige og præcise penselstrøg med akvarelfarver og tusch en serie på langt over 300 akvareller og tegninger med fokus på figurernes udtryksmuligheder, deres bevægelser og dans, gestik og fremtoning. Nolde hyldede den livlige storby i de festlige akvareller og i de strålende oliemalerier.

Samtidig gjorde livet i Berlin det muligt for ham at have direkte kontakt med venner, samlere, kunsthistorikere, museumsdirektører og gallerister. Det var stedet at netværke for den ambitiøse kunstner, som blev støttet af sin socialt begavede kone Ada. Han betegnede ofte sig selv som ”malermenneske”. På den måde understregede han sondringen mellem kunstner og menneske, som var vigtig for hans selvopfattelse.